Oksekødssuppe

Oksekødssuppe

Dejlig klassisk mormormad der smager rigtigt godt når man selv laver det hele selv. Bemærk, at der anvendes oksespidsbryst til at give smag så man skal selvfølgelig have oksespidsbryst med sursød peberrodssauce dagen efter 😉

Ingredienser (8 personer)

Suppefond
1 oksespidsbryst
Suppevisk af selleritoppen og porretoppe
Vand
Salt

Suppegrøntsager
1 knoldselleri
3 persillerødder
5 gulerødder
3 store porrer

Kødboller
500 gram hakket flæskefars
1 æg
1 stort løg
1 lille håndfuld porretoppe
100 gram hvedemel
2 dl mælk
1 liter suppefond eller bouillon
Salt og friskkværnet peber

Melboller
80 gram smør
2,5 dl vand
125 gram hvedemel
3 æg

  1. Suppefond: Suppevisk af selleritoppen og porretoppe bindes sammen med lidt kødsnor
  2. Kødet kommes i en stor suppegryde sammen med suppevisken
  3. Det hele dækkes af vand og der kommes 2 spsk salt i
  4. Lad suppen koge 2½ time, og tag så kødet op og gem den til næste dag
  5. Skum urenheder af suppen undervejs
  6. Tag suppevisk op af suppen og kassér det
  7. Si suppen i en sigte, så alle urenheder bliver siet fra
  8. Kødboller: Kom alle ingredienserne undtagen suppefond i en foodprocessor
  9. Køl farsen ned i køleskabet i 1 time
  10. Bring suppefonden i kog i en bred gryde
  11. Benyt en bollesprøjte eller klip hul i hjørnet af en plasticpose
  12. Fyld sprøjten, tryk forsigtigt farsen ud og snit med en kniv langs kanten på fronten af sprøjten hver gang den lille farsklump har en passende størrelse
  13. Kog kødbollerne i 4 minutter og tag dem op med en hulske
  14. Melboller: Smør og vand smeltes i en gryde
  15. Melet tilsættes under kraftig omrøring med et piskeris
  16. Dejen skal samle sig og slippe grydens kanter
  17. Tag gryden af varmen og tilsæt æggene ét ad gangen, mens der piskes grundigt mellem hvert æg
  18. Når man har en fast dej, der kan holde faconen, smages der til med salt
  19. Dejen kommes i en bollesprøjte og sprøjtes ud i letsaltet vand, der holdes lige under kogepunktet
  20. Melbollerne skal simre 6-7 minutter
  21. Husk, bollerne er ikke færdige før de kommer op til overfladen – de skal have lov til at koge færdige, ellers kan man risikere at de splatter ud
  22. Melbollerne tages op af vandet med en hulske
  23. Suppegrøntsager: Grøntsagerne tilsættes suppen og simrer med i cirka 10 minutter, til de lige netop er møre
  24. Til sidst kommes kødboller og melboller i. Pas på at suppen ikke koger når bollerne er kommet i
  25. Suppen smages til med salt.

 

Comments are closed.