Danmarks bedste gløgg

Denne luksus gløgg vandt prisen for at være Danmarks bedste gløgg i 2019. Det var Wolfgang Sürth, gløgg-entusiast og ejer af spiritusforretningen Noorbohandelen der har kreeret opskriften.

Opskriften indeholder både rødvin, rom, vodka, calvados og hvid portvin, så husk, at du ikke skal køre bil efter at du har smagt den.

Du skal lave essensen 2 dage før gløggen skal drikkes og dagen før den skal drikkes skal du klargøre tilbehøret. Helt korrekt skal essensen ligge på fad i 2 år men det har vi ikke tålmodighed til….

Ingredienser (6 personer)

Essens
1 flaske Merlot rødvin
250 gram brun farin
16 gram hel allehånde
16 gram hel kanel
8 gram hel nellike
8 gram hel kardemomme
1,2 dl calvados (æblebrændevin som kan erstattes af cognac)
1,2 dl vodka
1,2 dl mørk rom

Tilbehør
50 gram rosiner
100 gram mandelsplitter
1 dl hvid portvin

Gløgg
1,3 dl appelsinjuice
2 flasker rødvin
½ dl hvid portvin
½ dl mørk rom
2 tsk honning

Servering
½ økologisk appelsin

  1. Essens: 2 dage før du skal drikke gløggen skal du starte.
  2. Rødvin, brun farin og krydderier blandes i en gryde, der varmes til 65-70 grader, så det damper kraftigt
  3. Sluk for gryden, læg låg på og lad blandingen stå i et par timer
  4. Nu tilsættes calvados, vodka og mørk rom hvorefter der røres rundt og det hele filtreres
  5. Essensen, der nu er på cirka 30 procent alkohol gemmes væk i 2 dage
  6. Tilbehør: Læg rosiner og mandler i blød i den hvide portvin en dags tid inden gløggen skal serveres
  7. Gløgg: Mål essensen og kom 1 til 1 med rødvin
  8. Herudover tilsættes der også appelsinjuice samt en skvæt hvid portvin
  9. Varm gløggen til serveringstemperatur. NB: Den må aldrig komme over 70 grader, for så fordamper alkoholen!
  10. Smag til med mørk rom og honning
  11. Servering: I glassene fordeles rosiner og mandler, og en lille skive appelsin tilsættes
  12. Hæld gløggen over og server straks.

 

Comments are closed.