Macarons

Macarons

Catarina har nørdet i macarons og er nu nået frem til den bedste opskrift på de små farvede kager og det er denne her opskrift.

Macarons blev lavet så langt tilbage som det 8. århundrede i klostre i Venedig. Under renæssancen overskred de grænsen til Frankrig, da Catherine de’ Medici skulle giftes med Henry II af Frankrig og i den forbindelse medbragte sin konditor. I begyndelsen var macarons mere enkle. De havde ikke forskellige smagsnuancer og fyldet blev først tilføjet omkring 1830, hvor de fik det udseende, vi kender i dag.

Ingredienser (20 stk.)

Makroner
100 gram mandelmel
150 gram flormelis
75 gram æggehvider
1 knivspids salt
50 gram sukker

Fyld
½ dl piskefløde
100 gram hvid chokolade
50 gram smør
Frugtfarve

  1. Makroner: Sigt flormelis og mandelmel sammen i en skål
  2. Pisk æggehviderne stive med saltet og rør så sukkeret i lidt ad gangen
  3. Når marengsen er tyknet, tilsættes et par dråber frugtfarve
  4. Vend mandelmel og flormelis i blandingen
  5. Fyld massen i en sprøjtepose og lav 40 cirkler á 2 cm i diameter på en bageplade
  6. Fjern lufthullerne i cirklerne ved at slå bagepladerne ned i bordet
  7. Makronerne tørres ved stuetemperatur i 30-60 minutter
  8. Varm ovnen op til 180 grader med varme i bund og top
  9. Sæt makronerne i ovnen og skru med det samme ned til 140 grader og bag dem i cirka 12 minutter
  10. Afkøl makronerne
  11. Fyld: Giv fløden et opkog
  12. Hak den hvide chokolade og rør den i fløden, så den smelter
  13. Rør smørret i blandingen
  14. Tilsæt smag og farve og lad cremen afkøle
  15. Samling: Vend bunden i vejret på halvdelen af dine makroner
  16. Fyld cremen i en sprøjtepose og sæt den i toppe på de makroner, der vender med bunden op
  17. Saml de makroner, der har fået creme på, med dem der ikke har
  18. Kan holde sig i køleskabet i 2 dage.

 

Comments are closed.