En fantastisk fransk simreret som har utrolig god smag og en kylling der fuldstændigt falder fra hinanden. For de ikke franskkyndige betyder navnet kylling med hvidvin.
Ingredienser (4 personer)
1 hel fritgående kylling
200 gram baconstykke
Rapsolie til stegning
Salt og friskkværnet peber
6 store bananskalotteløg
250 gram blandet svampe (eventuelt portobellosvampe og almindelige champignon)
3 fed hvidløg
2 spsk hvedemel
2 cl cognac
5 dl hvidvin
5 dl hønsefond
1 håndfuld frisk timian
3 laurbærblade
1½ dl piskefløde
Majsstivelse
Salt og friskkværnet peber
Kartofler
1 kg små kartofler
1 håndfuld frisk timian
Olivenolie
- Bacon: Skær baconstykket ud i små tern
- Kom lidt rapsolie i en meget stor gryde
- Steg baconen sprød i gryden
- Sæt baconen til side
- Kylling: Kyllingen renses og skæres i de sædvanlige stykker med en fjerkræssaks
- Gnid kyllingestykkerne med salt og peber
- Kom lidt rapsolie i gryden og brun dem
- Sæt kyllingestykkerne til side
- Skalotteløg: Pil skalotteløgene og brun dem hele i gryden i 2 minutter, indtil de begynder at blive blanke
- Svampe: Rens svampene og skær dem i kvarte stykker
- Kom svampene ned til løgene og steg blandingen i yderligere 5 minutter, indtil væden fra svampene er dampet af
- Hvidløg: Hak hvidløgene og kom dem i gryden og steg videre i 2 minutter
- Mel: Kom mel i og rør godt rundt
- Cognac: Kom cognac i og rør godt rundt
- Hvidvin: Kom 1 dl hvidvin i og brænd alkoholen af
- Kom endnu 1 dl hvidvin i og rør grundigt, så du får en opbagt sauce
- Tilsæt resten af hvidvinen sammen med hønsefonden
- Kogning: Kom nu kyllingestykkerne, baconen, timianen og laurbærbladene i
- Bring gryden i kog og kom låg på
- Lad det simre 1 time (det gør ikke noget at der går 2 timer)
- Kartofler: Vask kartoflerne grundigt og kog dem i 5 minutter
- Halvér kartoflerne
- Kom kartoflerne op i en skål med olivenolie og friske timianblade og bland det hele sammen
- Hæld kartoflerne ud på en bradepande med bagepapir
- Steg kartoflerne i ovnen i 20 minutter på 200 grader
- Servering: Lige før servering kommes piskefløde i
- Bland majsstivelse og vand sammen
- Jævn retten med majsstivelsen
- Server coq au vin med små ovnstegte kartofler, godt brød og en grøn salat til
- Man skal selvfølgelig have et glas vin til denne dejlige ret. Både hvidvin og rødvin går an.