Citrontærte

Citrontærte

En citrontærte hvor det bastante i mørdejen, syrelige i citroncremen og søde i marengsen går op i en højere enhed. Tærten er fransk og hedder Tarte Citron og kan stort set fås på alle caféer i Paris. Tærten tager et par timer at lave, fra start til slut, da den skal bages ad 3 omgange. Opskriften har vi fået af en af vores gode venner Laura Sonnenborg.

Ingredienser (8-10 personer)

Mørdej
250 gram hvedemel
170 gram saltet smør
60 gram flormelis
2 tsk vaniljesukker
1 æg

Citroncreme
2 økologiske citroner
100 gram sukker
2 æg
2 æggeblommer
2 dl piskefløde

Marengs
4 æggehvider (2 af dem fra æggeblommerne i citroncremen)
200 gram sukker
1 dl vand

  1. Mørdej: Tag skålen fra foodprocessoren og smuldr smøret i melet sammen med flormelis og vanilje
  2. Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt i en fast klump. Den skal ikke æltes!
  3. Sæt dejen i køleskabet i cirka 30 minutter
  4. Læg den herefter ud i en tærteform (sørg for at dejen følger formens kant, hvilket giver det pæneste resultat
  5. Stik huller i bunden med en gaffel (det forhindrer bunden i at hæve op)
  6. Bag den i en varmluftsovn ved 220 grader i cirka 15 minutter eller til dejen er let gylden
  7. Citroncreme: Riv skallen på den ene citron og hak fint
  8. Pres saften fra begge citroner
  9. For at få 2 æggeblommer, skilles æggehviden fra og gemmes til brug for marengs
  10. Pisk citronsaft, sukker, æg, æggeblommer og citronskal
  11. Tilsæt fløden og pisk til du får en cremet masse
  12. Hæld cremen i tærteformen og bag den ved 150 grader i cirka 30 minutter til cremen er blevet nogenlunde fast og ikke flyder rundt i formen
  13. Lad tærten køle af
  14. Marengs: Kog sukker og vand sammen til en sirup-lignende konsistens (det tager noget tid, så start så snart tærten er i ovnen)
  15. Pisk æggehviderne til en hvid skum og tilsæt siruppen lidt efter lidt, mens du pisker
  16. Pisk den grundigt til du kan vende skålen på hovedet, uden at den falder ud
  17. Kom marengsen i en sprøjtepose, eller en frysepose du har klippet et lille hjørne af
  18. Dekorér kagen med små “dutter” af marengs
  19. Brug en gasbrænder til at få “dutterne” lysebrune (eller sæt ovnen på grill funktion og grill tærten et par minutter). Det går hurtigere end man tror så hold hele tiden øje med den!
  20. Lad tærten køle af
  21. Voilá tarte citron au meringue!

 

Comments are closed.