Teboller smager fantastisk men der er stor forskel på kvaliteten af de mange forskellige opskrifter. Denne opskrift giver de bedste teboller jeg har smagt. Opskriften er et resultat af et af Claus Meyers eksperimenter.
Ingredienser (20 store boller)
6 dl koldt vand
50 gram gær
2 æg
1.250 gram hvedemel
130 gram sukker
20 gram salt
100 gram smør
1-2 æg til pensling
- Kom vand og gær i røreskålen og rør indtil gæren er helt opløst
- Slå æggene ud i skålen og rør det sammen med vandet
- Kom mel, sukker og salt i skålen, og ælt dejen godt ved lav hastighed, til den er glat og blank og slipper skålen. Det er tegn på, at der er dannet glutenstrenge, og at dejen er klar. Det tager cirka 6-8 minutter
- Skær smørret i små terninger, og kom det hele i skålen på én gang
- Ælt smørret godt ind i dejen, til den igen er glat og blank og slipper skålen, og stop så med at ælte
- Sæt skålen med dejen på køkkenbordet ved stuetemperatur, dæk skålen til, og lad dejen hvile i 30 minutter (eller sæt den i køleskabet natten over)
- Del dejen i 20 dele, og form dem til boller. Læg dem med god afstand imellem på 3 bageplader med bagepapir. Lad bollerne hæve 2-3 timer
- Pensl bollerne med sammenpisket æg, så de får en flot blank overflade
- Bag bollerne cirka 12-14 minutter ved 200 grader
- Flyt bollerne over på en rist, og lad dem køle af
- TIPS: Prøv at komme 250 gram grofthakket ikke for kraftig mørk chokolade eller 250 gram rosiner i. Vent med at komme fyldet i dejen, til den er æltet færdig.