Snickerskage

Snickerskage

Kagespisere elsker denne opskrift, som vi har fundet på signesmad.dk. Opskriften rækker til 24 personer, men den er meget fryseegnet, så det gør ikke så meget.

Ingredienser (24 personer)
Bund
200 gram smør
360 gram sukker
3 æg
240 gram hvedemel
1½ tsk bagepulver
3 spsk peanutbutter
250 gram saltede peanuts

Karamel
1½ dl piskefløde
1½ dl lys sirup
3 spsk usødet kakaopulver
270 gram sukker
1 vaniljestang

Chokoladeganache
250 gram mørk chokolade 57%
½ dl piskefløde
25 gram smør

  1. Bund: Pisk det bløde smør med sukker til det er luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem hver
  2. Pisk peanutbutter i
  3. Bland mel og bagepulver og kom det i smørblandingen
  4. Fordel dejen i en mellemstor bradepande (25 x 35 cm) beklædt med bagepapir og hæld peanuts over. Tryk dem lidt ned i dejen
  5. Bag kagen ved 200 grader i 20-25 minutter i en varmluftsovn på midterste rille, så den bliver gennembagt
  6. Karamel: Bland ingredienserne sammen i en gryde og lad det småkoge i 8-10 minutter
  7. Prik bunden med en stegegaffel, så der laves huller, hvor karamellen kan løbe ned
  8. Hæld karamellen over den varme bund, og lad kagen køle helt af inden chokoladen hældes over
  9. Chokoladeganache: Kom smør, fløde og hakket chokolade i en skål, der sættes i mikroovnen i 1 minut
  10. Rør grundigt i skålen til al chokoladen er smeltet
  11. Hæld ganachen over den kolde kage, og lad den stivne en times tid
  12. Servering: Skær kagen i små firkanter på størrelse med brownies og servér den
  13. Opbevaring: Læg resterende kage i fryseren og tag stykker op når der er behov for det.

 

Skriv et svar