Porchetta er en italiensk ret som minder om en flæskesteg der er rullet sammen så der er flæskesvær over det hele. Det kan jo næsten ikke blive bedre
Ingredienser (4 personer)
1 svineslag fra den lokale slagter (1-2 kg)
Frisk timian
Frisk salvie
Frisk rosmarin
Frisk oregano
1 spsk fennikelfrø
3 skalotteløg
3 fed hvidløg
2 økologiske citroner
Salt og peber
Olivenolie
- Tilberedning: Rids slagets fedtside på skrå. Først den ene vej og dernæst den anden så man får et harlequin mønster. Undgå at skære ned i selve kødet
- Vend slaget om med kødsiden op ad, med den mindst fede side mod dig selv
- Hak de krydderurter du har valgt, og drys dem over hele kødsiden
- Hak skalotteløg og hvidløg, som fordeles over krydderurterne
- Varm en pande op og rist fennikelfrøene, uden at de bliver brændte
- Mort fennikelfrøene og strø dem over kødsiden af svineslaget
- Riv skallen af citronen over kødsiden, så det fordeles jævnt
- Til sidst kommes frisk kværnet peber og salt over slaget
- Rul slaget meget stramt, og sørg for at den ende med mindst fedt rulles ind i slaget
- Brug flere kødnåle til at holde slaget rullet, mens man binder stramt med rigeligt med kødsnor og gerne ned mellem sværene
- Smør porchettaen med olivenolie, og massér godt med groft salt på sværene og imellem dem
- Grill: Kom porchettaen på et rotisserispyd
- Placér kullene i midten
- Giv porchettaen direkte varme i de første 10 minutter for at give sværene noget sprødhed
- Nu flyttes kullene ud til siderne, og der placeres en drypbakke i midten
- Porchettaen tilberedes over indirekte varme i 2½ – 3 timer
- Brug et stegetermometer til at tjekke at du når op på 72 grader
- Ovn: Kom porchettaen i ovnen ved 250 grader og giv den 10 minutter mens du vender den en kvart omgang hver 2½ minut
- Skru ned for ovnen til 150 grader og giv den 2½ – 3 timer
- Servering: Når porchettaen er færdig klippes kødsnorene af og den skæres ud
- Servér eventuelt nye kartofler med salvie samt en grøn salat til
- Porchetta kræver et godt glas rødvin til.